Jeg ligger i en seng på plejehjemmet. Der er ingen der har tid til at tage mig op i dag. Jeg mærker mine liggesår. Sårene går ondt. Jeg er meget fortvivlet over dette alt for tidlige møde med døden.

Nu vågner jag heldigvis og opdager at det hele er en ond drøm. Jeg vågner som jeg gør det hvert forår springer ud og føler mig som en kvinde i sin bedste alder ingen. Længe leve foråret og den ungdom vi allesammen får foræret een gang årligt. Ligesom ond som drømmen var ligeså dejligt er det at vågne op hvert eneste år.

Selvom jeg aldrig har haft nogen pårørende savner jeg dem mest af alt lige nu. Een at holde i hånden mes jeg venter. Standard plejehjemssaftevand og plejehjemsmad dag ud og dag ind.